top of page
IMG_0920.JPG
Andreas square.jpg

Global mission

David Viftrup

ÅVM global mission indebærer de missionsprojekter og udsendte medlemmer, som arbejder udenfor Danmarks grænser. 


Endnu engang har vi i løbet af året jævnligt samlet ind til vores partnerskaber og udsendte i den globale mission. I 2022 har det foreløbigt betydet, at vi har kunnet give kr. 270.000 til global mission. En stor tak til alle, der har været med til at give til dette gennem året. 


Læs nærmere om projekterne i det følgende. 


MadeInHope i Manilla v. Michelle Talentino 

Michelle arbejder igennem organisationen MadeInHope for at hjælpe kvinder ud af trafficking, der i dag regnes for den næststørste kriminelle industri – kun overgået af narkohandel. Dernæst er det organisationens formål at forsyne kvinderne med nye valgmuligheder, ved at de får uddannelse og nye kompetencer, der kan føre til arbejde og selvforsørgelse. Samtidig begynder de også en helbredende proces igennem rådgivning, forbøn og mentorskaber. 


Sidst i 2021 vandt arbejdet en ’Break all chains reward’ i ’Survivor Aid’-kategorien, som gives af det filippinske justitsministerium. En fantastisk anderkendelse af deres arbejdes effekt på kvinderne og børnene, og den indsats som staben, såvel som frivillige omkring den, gør. 


I løbet af 2022 har Covid19 langsomt sluppet sit tag i landet, og man kan bevæge sig mere normalt igen. Det har gjort, at de kan fortsætte indsatserne. I år gør de det blandt andet igennem: 

  • Opgradering af IT kompetencer. 

  • Entreprenør træning – ”hvordan skaber jeg min egen forretning?” 

  • Fællesskab mellem kvinderne. 

  • Livelihood træning. 

  • Skolefornødenheder og skoletøj. 

  • Helbredstjek af børnene. 


Deres mål i den kommende sæson er at kunne ansætte to social workers og koordinatorer til at forstærke indsatsen. Samtidig drømmer de om, at kunne åbne lokale centre i de områder, de arbejder i. 


I første omgang valgte vi, som menighed, at engagere os i MadeInHope for tre år, så vi havde mulighed for at prøve samspillet af. Menighedsrådet har netop besluttet at forlænge dette samarbejde med en ny periode. 


Open Doors 

Open Doors er en missionsorganisation, som støtter forfulgte kristne i lande, hvor der foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Kristne forfølgelser har mange ansigter og sker i form af både kulturelt pres, social isolation, vold og i værste fald drab. Open Doors samler støtte til de forfulgte og holder øje med, hvordan forfølgelsessituationen udvikler sig rundt omkring i verden. De bygger bro imellem den forfulgte kirke og dig, hvorigennem du kan være med til at gøre en mærkbar forskel for kristne familier, som lever under stort pres. 


I oktober var Wybo Nicolai fra Open Doors international forbi ÅVM og prædikede på fællesgudstjenesten. Wybo er skaberen af World Watch list, som årligt opgør omfanget af forfølgelsen af kristne i verdens lande. 


Læs mere på: https://www.opendoors.dk/ 


Casa Ioana – Et børnehjem med hjerterum 

Vi har efterhånden lært børnehjemmet Casa Ioana at kende. Keld Braüner formår at dele passionen for børnene og glæden over, hvad forstanderparret Alina og Christi formår at gøre for dem, når han holder kollekttalen. Børnehjemmet er kristent og ligger i et af Rumæniens og Europas allerfattigste områder. Det er et sted med hjerterum og varme.


Her får forældreløse og udsatte børn omsorg, knus og kram og redskaber med sig, som sætter livet på ret køl. De møder Jesus og lærer at bede til ham. Børnehjemmet får ingen støtte fra den rumænske stat, men drives udelukkende ved frivillige gaver – hovedsageligt donationer, der kommer fra udlandet. 


I år er vores støtte primært gået til at færdiggøre en udbygning på hjemmet, med det formål at kunne favne flere børn. Byggeprocessen har været lidt at et trosprojekt for Alina og Christi samt for BBS i Danmark, som er den hjælpeorganisation, vi støtter arbejdet igennem. At bygge i Rumænien er en anerledes opgave end at bygge i Danmark. Derfor har processen også varet tæt på 2 år, når det engang står færdigt. 


Efter tre års samspil omkring dette projekt har menighedsrådet valgt at fortsætte samspillet de næste to år.   


Læs mere på: bbsnet.dk/projekter/boernehjemmet-casa-ioana 


KIT - Christian Mercy Ministries I Rwanda 

CMM er et projekt i det østlige Rwanda, hvor der ikke tidligere har været større missionsarbejde, mens kun få NGO’er arbejder i området. Organisationens arbejde spænder bredt, da de arbejder med uddannelse, mikrofinansgrupper, sundhed, kirkeetablering og -udvikling samt lederskabsudvikling. 


Igennem de sidste par år, har vores primære hjælp gået til at finansiere bygningen af en ny kirke, der blev indviet i januar. Undertegnede skulle have været med til indvielsen sammen med et team, men på grund af Covid-19 restriktioner blev rejsen aflyst. I stedet sendte vi en videohilsen til indvielsesgudstjenesten. I Rwanda skal den gerne være på 20-30 minutter, så det blev en hel prædiken, som vi filmede i kirkesalen med vores online udstyr. 


Også dette projekt har vi skullet tage stilling til, hvorvidt vi ville fortsætte med at være engageret i, fordi vi havde sat en 3-årig horisont, da vi indledte samarbejdet i 2019. 


Vores samspil har kørt igennem KIT – kirkernes integrationstjeneste, hvor vi igennem deres leder etablerede partnerskabet med dem, med det mål, at støtte et af deres projekter i Afrika. Dette projekt blev så CMM. 

Igennem det sidste år har der været store ændringer i KIT, hvilket har ændret mulighederne for samspillet. CMM og KIT samarbejder ikke mere, og et fremtidigt samspil med CMM, vil derfor være direkte mellem Jackline/CMM og ÅVM. 


Da det har betydet meget for os, at arbejde igennem KIT, og da en ny tilgang, vil kræve flere ressourcer på et område, som vi ikke er så erfarne med, har menighedsrådet valgt ikke at forlænge perioden for samarbejdet. Dermed stopper det med udgangen af året. 


Vi er glade for at have været en del af projektet de sidste par år, og har oplevet stor velsignelse i at bidrage stort til, at der blev bygget en helt ny kirke. 


For nuværende har menighedsrådet ikke et nyt globalt projekt klar, men vil undersøge mulighederne i det kommende år. 


Udsendte 


Christian Vestergaard 

Christian har igennem mange år været udsendt til Bangladesh, hvor han arbejder for Lamb med fokus på sundhed og uddannelse. 


Kasper Breindahl 

Kasper er udsendt til Cypern, hvor han arbejder for Sat7, som er en kristen TV station med den vision at se en voksende kirke i Mellemøsten og Nordafrika. Sat7 sender kristne tv programmer til hele området. Kasper arbejder med at producere disse programmer. 


Kristin Westh 

Kristin blev udsendt i 2021 i samspil med Wycliffe, hvor målet er at arbejde med oversættelse af Bibelen i et afrikansk land. Lige nu er hun på et træningsophold i Canada, hvor hun skal oplæres i undervisning i grammatik, sprog, IT programmer, der kan analysere sprog, og meget mere. I sommers var hun i Chad, hvor hun arbejdede på et sprogprojekt og fik praktisk erfaring. 


Gitte og Jonatan Rabjerg 

Gitte og Jonatan blev i januar udsendt til Sydafrika for et år. De er udsendt i samspil med YFC, og arbejder med at starte en musikklub for unge op.

_MG_4195.jpg
bottom of page